Mens Musikken spiller på Musikhusets foyerscene, står Orkesterfestivalen for underholdningen i resten af huset! Kom med på skattejagt i det klassiske musikunivers, når Orkesterfestivalen besøger Aarhus Festuge 6. september!
Vi har pirater, der spiller tuba, tonsvis af glimmer og mulighed for at få taget seje instrument-selfies!
INSTRUMENTSKATTEJAGTEN
Har du nogen sinde prøvet at spille på en tuba? Eller hvad med en obo? Nu har du chancen – hvis du tør!
I dagens anledning gemmer Musikhuset på instrument-pirater, der venter på, at du kommer og hjælper med at spille på deres instrumenter.
Husk at få udleveret et skattekort og gå på jagt efter alle de symfoniske instrumenter i huset. (Instrumentskattejagten er udarbejdet i samarbejde med i.K. Gottfried)
KREA-CAMP MED LOUISIANA
Børnehuset Lousiana har lavet et kreaværksted til dig, hvor du kan få lov til at fordybe dig i din egen instrument-collage. Vi har også sørget for masser af glimmer og glitter, så du kan slå dig løs – vi står for rengøringen!
PHOTOCAMPER
Besøg verdens flotteste photo-camper og få et minde med hjem fra dagen. Hop ind i fotocamperen – og husk at dele dine bedste orkesterfestivalminder på vores fotovæg eller brug #orkesterfestivalen2020.
Arrangementet den 6. september er kun en lille smagsprøve på, hvad Orkesterfestivalen kan! Hvis du vil have hele pakken, så skal du komme igen 18. april 2021, hvor Danmarks største festival for klassisk musik spillet af børn og unge for første gang kommer til Aarhus.