Musik & Ungdoms Asylorkestre

Et samarbejde med musikskoleelever og Nødhjælpsorkesteret, der arbejder for at styrke respekt, gensidig medmenneskelighed og empati gennem musikken ved velgørenhedskoncerter på danske asylcentre. 

Tanken bag Musik & Ungdoms Asylorkestre er, at musik ikke nødvendigvis skal opleves og opføres på en scene, men også kan bruges som et socialt værktøj til at skabe et frirum, glæde og gode oplevelser for en udsat gruppe – i dette tilfælde børn på danske asylcentre.

Samtidig ønsker Musik & Ungdom at aktivere det enorme potentiale af unge, dygtige musikere på landets musikskoler og vise dem, hvor stor en glæde det er muligt at skabe med musik, når man spiller for nogen, der ikke er vant til oplevelsen af en koncert, eller som har det svært i hverdagen. Således udgør projektet en platform, hvorfra unge musikskoleelever i et sjovt og musikalsk samvær kan udleve deres drømme om at hjælpe andre – men også et sted, hvor de selv kan finde social samhørighed og fællesskab.

Vil du forandre verden med din musik?

Kontakt vores projektleder Sia Maria Storm for mere information. 

MENTORFORLØB OG WORKSHOPS

I vil først blive forberedt på det musikalske møde med børnene gennem en workshop. På workshoppen øves forskellige metoder til inddragelse af denne type børn, og I får selv mulighed for at præge projektet, repertoire, datoer osv.

SAMARBEJDE

Musik & Ungdom har etableret dette projekt i samarbejde med Nødhjælpsorkesteret. Et initiativ bestående af professionelle musikere med Peter Kibsgaard i spidsen. Han er en erfaren musikunderviser og pædagog, der underviser børn på asylcentre, og han vil fungere som mentor.

I 2023 er vi på Ranum Asylcenter i samarbejde med Vesthimmerland Musikskole, vi er på Avnstrup Asylcenter i samarbejde med Københavns Musikskole, og vi er på Jelling Asylcenter i samarbejde med Vejle Musikskole.

Goldschmidts Musikakademi er vores samarbejdspartner på både Ethno Kids og Asylorkester projektet. De har været med til at afholde koncerter for børn på danske asylcentre, og de deltager på Ethno Kids med både deltagere og undervisere.

Musik & Ungdoms asylorkstre i Musikskolen

Fagbladet for musikpædagoger og musikere 

01/2022 37. årgang