Studio Island 2025

Studio Island er en musikcamp for unge, der afholdes på Ungdomsøen. Deltagerne kommer fra forskellige baggrunde og niveauer – fra erfarne musikere og sangskrivere, til dem, der måske aldrig har rørt et instrument eller skrevet en tekst, men som bringer frisk energi og lyst til at lære.

Hvornår?
D. 9. juli – 12. juli 2025

Undervisning
Vi deler deltagerne op i fem grupper af seks personer på tværs af erfaringer og evner. Hver gruppe vil blive tildelt et musikstudie og en sessionsleder. Sammen med sessionslederen begynder gruppen at blive introduceret til metoder og måder at skabe ny musik på. I starten vil der være fokus på brug af musikprogrammer, og producering af musikken, og senere tekstskrivning og indspilning af vokaler. Målet er at hver gruppe til sidst har produceret, skrevet og indspillet minimum en ny sang.
Der vil på øen komme tre gæsteundervisere fra den danske musikbranche, som vil holde lærerige oplæg ud fra deres egne erfaringer.

Navnene offentliggøres snart:

En kendt producer
En kendt sangskriver
En repræsentant fra et kendt pladeselskab

Forplejning og aktiviteter
Vi sørger for at programmet er fyldt med aktiviteter, musik og lækker økologisk mad.

Bl.a. vil I opleve:

Studio sessions

Oplæg af folk fra den danske musikbranche

Masterclasses – undervisning med tilskuere

Saunagus – til de morgenfriske

Lasertag – i lokalerne i bunkeren

Filmaftener – Dokumentarer om inspirerende musikere

Pass the Aux – mulighed for at spille sin egen musik for de andre, eller blot ens yndlingssang for tiden

Hvem kan deltage?
Alle unge mellem 12-20 år kan ansøge om optagelse på Studio Island. Vi værdsætter forskellighed, og det er ikke nødvendigt at have en bestemt musikalsk baggrund.

Finansiering
Projektet er finansieret af Spar Nord Fonden, Statens Kunstfond og Musik & Ungdom.

Ansøgning
Ansøgning til Studio Island er nemt og gratis. Du tilmelder dig ved at sende en mail til studioisland@natho.dk med følgende: 

1. Udfyldt ansøgningsskema (findes nederst på siden)

2. Vedhæft to-tre sange evt. selvskrevet musik, memoer hvor du synger/rapper eller yndlingssange. 

Ansøgningsfristen er 21. maj 2025.

Der er et begrænset antal pladser på 30 deltagere, hvorfor en ansøgning ikke garanterer deltagelse. Der vil blive sendt svar vedrørende optagelse den 1. juni 2025.

Hvor kan du holde dig opdateret?
Vi udsender løbende informationer til dig, der har ansøgt om en plads på Studio Island. Derudover opdaterer vi vores Instagram profil Studio Island og vores hjemmeside.